tirsdag den 25. januar 2011

Ole Lukøje bliver til

Der var engang en dreng der hed Ole Lukøje. Han havde dagen forinden fået sig et ansigt, to hænder, to fødder og en paraply udformet i trylledej. Han havde været i ovnen i ca 4 timer og nu trængte han til at få lidt liv i ansigtet og en krop og noget tøj. (Skaberen af Ole Lukøje havde ikke noget kamera, så måtte bruge sin mobiltlf i stedet, derfor er billederne blevet lidt små).
Skaberen af Ole Lukøje havde ikke noget maling og besluttede sig for at undersøge om det var muligt at farvelægge trylledej ved hjælp af helt almindelige tuscher. Det kunne sagtens lade sig gøre og på den måde fik Ole Lukøje to par blå øjne, røde kinder og læber, brunt hår og en masse fregner.
Til at skabe Oles krop skulle der forskellige redskaber til. Der blev brugt en tube lim, og et sysæt, skaberen (Louise) har fået af sin mormor. Louises kreative evner rækker ikke så langt, så en symaskine havde ikke gjort den store forskel, når man ikke er helt ferm til at administrere den alligevel.
Ole Lukøje kom til verden i form af en handskedukke. Inderhandsken skal kunne rumme en hånd, derfor måtte der tages mål inden stoffet klippes ud.. (Da den første inderdragt var syet næsten færdig, kunne Oles hoved ikke komme igennem halsåbningen, så Louise måtte starte forfra.




Syningen er helt almindelig frem og tilbage med nål og tråd- kan ikke huske hvad det hedder, min håndarbejdslærer ville græmme sig over dette.
Ole skal også have en hat. Jeg ville have foretrukket huen med form som en nissehue, men så langt rakte mine evner ikke..


Her er Ole Lukøje færdig monteret. Han blev ikke så stor, som jeg havde forestillet mig, men man kan lige have hånden derinde og bevæge hans arme.

Og således begyndte og endte historien om Ole Lukøje, sov godt - og hvis du har sand i øjnene imorgen tidlig har han højst sandsynlig også været forbi dit hus.




















mandag den 24. januar 2011

Trylledej

For at fremstille en trylledej eller saltdej skal du bruge; 2 kopper mel – gerne med top på. 1 kop salt, 1 kop vand og 1 spiseskefuld olie. Hvis du vil gøre dejen mere avanceret kan du bruge 1 theskefuld tapetklister, men det har jeg desværre ikke noget af, så det må blive uden.
Ingredienserne æltes sammen og derefter kan du gå i gang med at udforme alverdens figurer. Dejen kan ligesom træmasse gemmes i et par uger, hvis det opbevares i en lufttæt beholder. Figurerne skal bages i ovnen ved svag varme i rigtig mange timer. De er færdige når de er hårde og lyder hule, når man banker på dem. (Kilde http://www.legogide.dk/ ).

Dette er så ingredienserne til min trylledej.
Trylledejen tager omkring 5 minutter at røre sammen og ælte så den er klar til brug. Jeg blev vildt overrasket over, at det ikke tog længere tid, når man tænker på hvor lang tid man kan stå og ase og mase med sved på panden for at ælte en bolledej.

Så er dejen klar til brug.


Fødder og hænder.
Jeg har besluttet mig for at min dukke skal være Ole Lukøje. Derfor har jeg også lavet en paraply til ham. Ole Lukøje er en eventyrfigur fra den nordiske og tyske folkedigtning. Hans opgave er at få børnene til at sove og derfor sprøjter han sand i øjnene på børnene med sin paraply. Når børnene vågner næste morgen, vil sandet Ole Lukøje sprøjtede på dem stadig sidde i deres øjenkroge og være lige til at pille ud. (Kilde www.wikipedia.dk)

Ole Lukøje skal selvfølgelig også have sin paraply, så han kan få børnene til at sove.

Jeg laver Ole Lukøjes hår ved at presse dejen igennem en hvidløgspresser.


Sådan kom Ole Lukøjes ansigt altså til at se ud. Nu mangler han bare en krop og noget tøj.


Trylledejen er nem at arbejde med og nem at forme som man vil. Dog falder det lidt hurtigt sammen synes jeg.. man skal ikke trykke meget forkert, så er ansigtet helt skævt og sværere at rette til end træmassen der var nem at modellere rundt med uden at det synede noget videre på det allerede færdig modellerede. Derfor tog det mig også længere tid at lave ansigt, hænder, fødder og en paraply ud af trylledejen frem for træmassen. Men jeg er på en måde glad for at jeg har prøvet at arbejde med begge produkter, selvom det har været dobbelt arbejde. Jeg har ved den "lille" fejltagelse prøvet at arbejde endnu en tekstil teknik og har dermed erfaring i både at modellere med træmasse, trylledej og ler.

Ovnen er startet og klar til at bage Ole Lukøje. "Vi ses om 3-4 timer".









Fremstilling af dukke

Jeg er bagud... Jeg mangler at fremstille min dukke, hvor jeg i processen skal afprøve forskellige tekstile teknikker. Jeg havde fremstillet hoved, hænder og fødder af den træmasse vi havde fået udleveret på seminariet og de lå sådan set bare klar til at skulle videre monteres oppe i vores lille kontor. Jeg var uheldigvis syg den dag, mine medstuderende monterede deres dukker på seminarieindkaldet og efterfølgende glemte jeg egentlig mit dukkeprojekt for en stund.



Dette er et billede af hoved, fødder og hænder, som jeg havde fremstillet af træmassen. Billedet er taget med min mobil og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan få det større. Men her er ihvertfald beviset på at jeg havde fået det lavet;)

Det skal dertil siges, at jeg var meget overrasket over, hvor nemt og alsidigt et materiale som træmasse er at arbejde med. Figurerne var nemme at forme og jeg synes det er fantastisk smart, at man kan gemme det i så lang tid, så længe det er i en lufttæt beholder. Tørringsprocessen er også dejlig nem og overskuelig - tid og ilt. Ingen besværligheder med bagning eller brænding i ovne. Produktet er også nemmere at male på frem for ler og trylledej, som kunne være to alternativer til produktet.

Da jeg besluttede mig for at arbejde videre med dukken opdagede jeg til min store rædsel, at min kæreste havde ryddet op på kontoret og mit hoved osv var væk!! Hjælp.. Han troede ikke jeg skulle bruge det længere, da jeg ikke havde været på seminariet den dag tingene skulle monteres og var derfor kommet til at smide det ud... For pokker da.. nu er gode råd dyre, men efter en forespørgsel på Blackboard, har Mette sagt god for at jeg forsøger mig med saltdej eller trylledej i stedet til udformning af hovedet, fødder og hænder. Dette vil jeg gå igang med i aften, det skal vist have rigtig mange timer i ovnen og derefter vil jeg udarbejde tøj til dukken - det bliver spændende, jeg er ikke særlig god til at sy og har ingen symaskine, så det bliver med håndkraft nål og tråd og så vil jeg fingerstrikke et halstørklæde til min dukke.

onsdag den 12. januar 2011

Så bygger vi huler

Så blev det tid til at vove sig ud på biotopen igen trods kulde og isglatte veje. Blev dog noget overrasket over hvor glat stien dertil var - nåede da også at falde et par gange.. Slog mig af h.... til og bandede som jeg ved ikke hvad, så håber ikke der har været andre derude på det tidspunkt. Selv steder langs stien hvor du ikke kan se synligt is er der uhyggeligt glat, så det er næsten med livet som indsats at begive sig på biotopbesøg.. Men jeg klarede det heldigvis;)
Naturen er barsk, rå og kold for tiden og ikke et sted man skal befinde sig ret længe uden at være klædt ordentligt på, masser af tøj og skridsikre sko er vejen frem for tiden.



Min biotop var også bundfrossen og da jeg ankom havde jeg lidt svært ved at forestille mig, hvad jeg dog skulle finde på. Jeg har ikke set nogen dyr derude i lang tid - dog har jeg set spor i sneen, som et af mine forrige indlæg handlede om. Jeg glæder mig til foråret når naturen viser tegn på liv igen, det er bare den bedste tid på året, lige nu føles det som om at alting er i dvale i dette kuldehelvede.. Som I nok kan fornemme er jeg allerede rigtig rigtig træt af vinter og sne..;)

Jeg fandt dog disse svampe som indtil videre har overlevet trods kulde og sne.




I min søgen efter en form for aktivitet på biotopen, slog det mig, at der lå en masse lange grene rundt omkring på hele biotopen. Da jeg tidligere har givet udtryk for og stadig synes, at der er en slags eventyrlig stemning over min biotop med søen og piletræerne, kom jeg pludselig i tanke at det efter min mening er det bedste sted at lave huler! Materialerne lå allerede rundt omkring på jorden, så jeg gik straks iganng med at lave den første hule.






Jeg samler de lange grene og stiller dem op af piletræerne, som med deres naturlige form med mange grene eller stammer i forvejen danner en væg til den ene side.




Her er jeg halvvejs i projektet. Arbejdet tager ikke ret lang tid, da der er rigtig mange grene og det positive ved aktiviteten er at man holder varmen imens!






Her er hulenn set fra det jeg havde tænkt mig skulle være indgangen til hulen.



Her er den færdige hule.

Jeg synes at mit impulsive projekt med at bygge hulen gik godt og det satte en masse didaktiske overvejelser igang. Så længe naturen alligevel er i dvale, vil jeg bygge flere huler på biotopen og forsøge at skabe et legeunivers, som vil være det velkendte sted man vender tilbage til og samtidig anvender som læringsrum for forskellige aktiviteter. Til foråret når naturen vågner op igen vil jeg udarbejde og præsentere mine didaktiske mål og overvejelser for mine biotopbesøg derefter dokumentere besøgene på bloggen. De didaktiske overvejelser vil omhandle alt fra opdagelser i naturen til kulturelle udtryksformer, madlavning i naturen, sang og historier. På den måde kommer jeg til at berøre flere af punkterne fra de pædagogiske læreplaner i naturen i et selvskabt læringsrum og legeunivers. Ifølge Flemming Andersen kan det indimellem være en fordel at flytte fællesskabet til nye rammer end de vante, hvis man ønsker at skabe nye relationer eller forbedre de allerede eksisterende. (Flemming Andersen "Relationen, det fælles tredje og der personlige narrativ"). Naturen og aktiviteterne vil være det fælles tredje børnene imellem og børn pædagog imellem. Disse didaktiske er overvejende tiltænkt børn og unge, jeg har bestræbt mig på at tænke didaktisk indenfor denne målgruppe af borgere, da jeg regner med specialisere mig indenfor dette område i min næste praktik.













mandag den 10. januar 2011

Museumsopgave - praktiske forløb

Arbejde med ler:
Der findes to forskellige slags ler, som man kan arbejde med. Blåler og rødler. Blåler er den letteste at arbejde med, da det er en fed ler, som let hænger sammen og er let at forme, det er også den billigste lertype at anskaffe. Rødler er mere mager i konsistensen og derfor sværere at arbejde med, da det ikke er lige så let at forme og få til at hænge sammen. Den pakke dekorationsler man køber ved købmanden og i varehuse hører ind under blåler og er derfor udmærket at arbejde med (http://hval.dk/web/bruger/uv8y854j/billedkunst_christinelystskolen_lemvig/materialer/ler/). Jeg har anskaffet mig 2 af disse pakker dekorationsler.
Når man vil arbejde med ler, skal man sørge for at ælte det godt igennem til at starte med, dette gør man for at få alle lufthuller ud af leret og derefter forhindre at leret springer, når det til slut bliver brændt. Det er også vigtigt at udhule de figurer man laver, ellers kan de også springe når de brændes. Tommelfingerregelen er at hvis figuren er større end en golfbold, skal de udhules. Når man arbejder med leret kan det let tørre ud, revne og blive svært at arbejde med, dette kan afhjælpes ved at putte lidt vand på fingrene og smøre på det stykke ler du arbejder med. Man skal derudover sørge for at dække det ler til, som man ikke arbejder med. Leret skal være helt tørt inden det kan brændes.
Jeg har besluttet mig for at jeg vil lave en to skåle i forskellige størrelser og jeg vil arbejde ud fra ”pølseteknikken”, som er beskrevet nedenfor, og som jeg har fundet på følgende webadresse(http://www.dagligliv.dk/wm141671).
Så er jeg klar til at gå igang med at arbeje.


Æltning af leret som skal bruges.
Jeg æltede små klumper af gangen for at få det gjort så grundigt som muligt.

Lav først en tyk bund. Bunden skal have den form som du vil have at skålens form skal have.

Rul lange pølser ud i ler. De skal have en tykkelse på mellem ½ og 2 cm – alt efter hvor tyk du vil have at siderne på din skål skal være.

Hak ridser i bundens kant – der hvor skålens side skal starte. Ridserne skal være ligeså brede som den pølse du har rullet.
Hak ridser i pølsens ene side.
Sæt de to dele sammen så de sider hvor du har hakket vender ind mod hinanden.
Gnid et lag ler fra den nederste del op over den øverste – både på ydersiden og indersiden. Gnid derefter et lag fra den øverste til den nederste del på begge sider. Sørg for at dele er sat godt sammen så der ikke kommer revner i skålen.



Ret kanten på skålen til så den får den form du gerne vil have.
Rul en ny pølse og gentag teknikken. Sørg for at pølserne har nogenlunde samme tykkelse. Ret løbende formen til mens du bygger siderne op. Hvis skålen skal bue udad, laver du en lidt længere pølse og trækker det forrige lag med ud. Næste pølse skal gøres lidt længere, og den næste lidt længere osv. Hvis skålen skal bue udad, laver du en lidt kortere pølse og trækker det forrige lag med indad.
Glat leret med fingrene. Brug evt. vand, men pas på ikke at bruge for meget. Store ujævnheder kan fjernes med en lerskraber.
Hvis du skal arbejde med figuren over flere gange, kan du vådte den lidt og pakke den godt ind i plastik. Da holder den sig fugtig så du kan arbejde videre med den.
Når figuren er helt færdig, skal den tørre. Når den er tørret, skal den brændes.

Når figuren er helt færdig, skal den tørre. Når den er tørret, skal den brændes

Dette er så mine to færdige produkter. Det tog ca 1 ½ time at lave disse to skåle, men jeg har heller ikke lavet kanten ret høj på nogen af dem. Selve processen med at sidde og forme og lave figuren, synes jeg var ret skæg også fordi det er tydeligt hvor langt man er kommet og det færdige produkt kan ændres på, hvis man ikke er tilfreds med sit arbejde. Vand hjælper rigtig meget her, fandt jeg ud af.